Ribe

Oplev atmosfæren og livet i en af Europas skønneste byer.

Nyd god mad og drikke, shop løs i de mange små butikker og tag dig tid til at slappe og nyde livet.

Ribe byder på oplevelser for hele familien og er ideel til både dagsbesøg, korte ferier eller den fulde ferieoplevelse.

Danmarks ældste kirke

Den romanske Vor Frue Kirke er Danmarks ældste og bedst bevarede domkirke og blev bygget fra 1150–1250. Kirken er Danmarks eneste 5-skibede kirke. Fra det 53 m høje borgtårn fra 1333 er der en imponerende panoramaudsigt over Ribe og den fredede Ribe Hovedeng.

Kirken er berømt for Cobra-kunstneren Carl-Henning Pedersens hovedværk. Fra 1982–1987 udsmykkede han kirkens apsis med syv stiftmosaikker med bibelske motiver nederst i korbuen, glasmosaikker i ruderne og kalkmalerier i hvælvingen.

 

Jacob A. Riis Museum

USA's præsident Roosevelt kaldte ham New Yorks nyttigste borger.

I Danmark er han næsten ukendt.

Jacob A. Riis Museum slår dørene op til den fascinerende fortælling om Ribe-drengen, der udvandrede til Amerika i 1870. Om manden, der gennem sine hårdtslående artikler og fotos fra New Yorks rå og barske slum åbnede borgerskabets øjne. Og om hans forelskelse i Elisabeth, som han takket være sin stædighed fik til sidst.

Historien om Jacob A. Riis er historien om næsten at gå under i New Yorks værste kvarterer og historien om, hvordan hårdt slid, vilje til at skabe et bedre samfund og tro på sig selv gjorde Ribe-drengen til det, præsidenten kaldte ”den ideelle amerikaner”.

Vægterrundgang

Det var vægterens opgave at holde ro og orden og at passe gadebelysningen i byens gader om natten, samt at slå alarm i tilfælde af ildebrand og stormfloder.

Desuden skulle vægterne markere hvert timeslag ved at synge et vægtervers. De sang, for at berolige borgerne med at der blev holdt vagt, men også fordi de færreste personer, dengang havde et ur. Sangen var en vigtig del af bestillingen som vægter, de blev opfattet som en slags professionelle gadesangere.

Rundgangen starter på torvet ved Restaurant Weis Stue kl. 20 hver aften fra maj til oktober, samt uge 7 og påsken. Varighed ca. 45 minutter.

Rundgangen er gratis og foregår på dansk og engelsk.

Ribe Kunstmuseum

Ribe Kunstmuseum blev etableret i 1891 i rigmanden Balthazar Giørtz’s smukke pragtvilla fra 1864.

Bygningen rummer i dag en fornem samling af hovedværker i dansk malerkunst fra kunsthistoriens centrale og banebrydende perioder med vægt på romantisk guldalder, Skagensmalerne, Fynbomalerne og de klassiske modernister.

Den flotte samling rummer værker af betydningsfulde danske kunstnere som CW Eckersberg, Chr. Købke, Vilhelm Marstrand, P.S. Krøyer, Michael og Anna Ancher, Vilhelm Hammershøi, Vilhelm Lundstrøm, Scharff og Edvard Weie.