Tønder - skøn købstad på kanten af marsken

 

På kanten af den indre marsk ligger Tønder. Tønder er en gammel havneby og købstad – Tønder fik sin stadsret i 1243 og betegnes derfor som én af Danmarks ældste købstæder.

Tønder ligger lavt i landskabet og har flere gange været oversvømmet i forbindelse med stormfolder og kraftig regn. Derfor begyndte man i 1500-tallet, at bygge diger, for at beskytte byen mod oversvømmelser. Digerne afskar Tønder fra havet og byen mistede derfor sin status som havneby. I dag er Tønder beskyttet af Det fremskudte Dige fra 1979.

Bybilledet er præget af smuk gammel arkitektur med mange rigt udsmykkede døre. Bygningerne blev opført af byens købmænd, hvis handel med bl.a. kniplinger og stude bragte stor rigdom til byen. Læg bl.a. mærke til Digegrevens hus på gågaden og Uldgade lige bagved gågaden. De gamle håndværker- og borgerhuse på den brostenbelagte gade, gør Uldgade til én af Tønders smukkeste gader.

Kristkirken på byens torv er bestemt også et besøg værd. Kirken hører til de rigest udsmykkede renæssancekirker i Danmark. Lige ved siden af kirken finder du Hans J. Wegners barndomshjem og i vandtårnet i Tønder finder du Danmarks eneste permanente Wegner udstilling.

Tønder Kunstmuseum og Wegner

Oplev skiftende udstillinger af dansk og nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Tønder Museum fokuserer på de nordiske træk i kunsthistorien og viser nye sider af både kendte og mindre kendte kunstneres værker.

Mødet mellem den nordiske kunst og de sanselige omgivelser skaber en kunstoplevelse i international klasse.

Du kan også bevæge dig op i Vandtårnet gå på opdagelse i en af Danmarks helt store møbeldesignere Hans J. Wegners samling. Prøv stolene og mærk med din egen krop, hvorfor Wegner og hans stole er kendt i hele verden.

Fra Vandtårnet kan du nyde den fantastiske 360 graders udsigt over både Tønder by og Tøndermarskens imponerende landskab.