Handelsbyen Varde

 

Gadenettet i Varde har stort set samme form som dengang byen blev grundlagt omkring år 1100 nord for vadestedet over den vandrige og brede Varde Å. Købstaden blev en af hovedbyerne på den berømte vestlige oksevej Drivvejen. Krige, oprør, uforsigtighed og brandbare stråtage har adskillige gange lagt byen i ruiner. Så mange af de nuværende huse i den indre kerne har samme udseende som det man finder i den fantastiske Varde Miniby anno 1866.

Varde Miniby

Arnbjergparken i centrum af Varde danner en smuk ramme om Varde Miniby, der er verdens ældste håndværksmæssigt korrekt opførte miniatureby.

Byens mere end 300 bygninger er en lilleputudgave af Varde, som købstaden så ud omkring 1866. Byen er opført i størrelsesforholdet 1:10, og hver eneste bygning er en tro kopi af den oprindelige.

Varde er naturligvis meget ældre som by, men vardenserne var uheldige i deres omgang med åben ild i begyndelsen af 1800-tallet, så selv om gadeforløbet stort set er det samme som i middelalderen, er bygningerne nyere.

Husene i Minibyen bliver bygget af de såkaldte minimurere. Pensionerede, dygtige og ikke mindst passionerede fingersnilde mænd, der mødes året rundt for at bygge de små huse i millimeternøjagtige kopier med hjemmestøbte tag- og mursten, nedløbsrør, vinduespartier og bindingsværk. Et imponerende stykke håndværk og ikke mindst by- og kulturhistorie.

Otto Frello - i fantasiens landskab

Frello museet er rammen for en stor samling af værker fra den særprægede maler og illustrator Otto Frello. Otto Frello betragtes som en af Danmarks bedste illustratorer. Hans malerier inviterer beskueren til selv at bruge fantasien.

Hans værker er ofte uhyre detaljerige og kan virke kaotiske ved første øjekast. På Museum Frello kan man se en samling af den finurlige præcisionsmalers mest kendte værker. Lige ved siden af museet finder man to helt særlige gavlmalerier, der er malet på forlæg fra Otto Frello. Her kan børn og voksne komme tæt på Frellos verden, der byder på masser af overraskelser.

Otto Frello blev i 1924 født i Outrup lidt uden for Varde. Efter sin skolegang stod det unge tegnetalent i lære som håndværksmaler, inden han bosatte sig i København. I hovedstaden modtog han tegne- og maleundervisning og beherskede efterhånden maleteknikken til fuldkommenhed med dagligdagens virkelighed og overnaturlig fantasi malet ind i samme motiver.

Frello museet rummer foruden Frellos værker også skiftende udstillinger af kunst og kulturhistorie fra egnen.